Torsdag morgen.............

Nu er det godt en uge siden jeg skrev sidst..

Går det bedre?

Jeg har ikke en mærkbar effekt endnu.

Har jeg taget ansvar?

Ja.

Jeg har investeret i en lysterapi lampe. Og jeg bruger den hver morgen ½ - 1 time alt efter om jeg skal på arbejde eller har tid til at side med strikketøjet.

Ude har jeg været en del, 2 dage har jeg været i skoven sammen med min søn. Vi har sammen med vores søn fået en del væltede træer i skoven som skal fjernes, og der skal ryddes op efter os. Det er grantræer så der er rigtig mange grene som skal ryddes op i. Nattesøvnen har været god på disse dage. Vi har haft det rigtig hyggeligt og jeg har fået grint lidt. Men tristheden indfinder sig igen og føles meget massiv efterfølgende.
Frisk luft får jeg hver dag, hvis jeg ikke har energien sidder jeg blot med tæppe og kaffe på terrassen og nyder fuglene og lydende.

Min mand og jeg har fået en god snak om hvordan vi får en rar hverdag igen. Og vi har altid nydt at lave projekter sammen. Derfor blev vi enige om at finde et projekt som kunne optage os begge. Jeg foreslog at vi lavede en liste over ting vi gerne vil have ordnet i fremtiden.
Fremtiden kunne være i morgen eller om et år.
Derfor blev listen lang.
Vi var på forhånd enige om at prioritere med det sammen ikke noget med at udsætte.
Valget blev en opdatering af stue og køkken.

Vi har startet. Der er købt maling, pensler og tapet.

Der er blevet startet i køkkenet. Der er blevet ryddet op i en del køkkengrej. Puh ha hvor har jeg mange ting, det er dejlig at få smidt noget ud og noget er blevet genopdaget.
Loftet er blevet vasket ned, og malet 2 gange med heldækkende hvid. Det er blevet så godt.
Det er i dag min opgave at vaske vægge ned i køkkenet og så vil manden male i aften.

At komme på arbejde er overvældende og kræver rigtig meget, jeg har ikke haft sygemeldinger, men jeg tænker dagligt om det er i dag jeg er nødt til at vælge fra, men jeg har ikke modet og er nødt til at tage af sted, jeg er heller ikke sikker på at det er bedre for mig. Men nogle dage er det ikke nemt og oplevelsen af ikke at være god nok, kommer ofte, og gør det svært.
Mine kollegaer ved hvordan jeg har det og har stor forståelse men alt har jo en grænse.
Og kan jeg gøre det godt nok, de siger ja, det er mig der tvivler.

Jeg venter på effekten af det jeg gør, føler i dag at det ikke helt rækker, men forsøger at sige til mig selv, at det skal have den tid der skal til.

Jeg ville ønske jeg kunne sidde her og nyde min frokost, det kunne give ro og energi.